Få styr på din indretning – og nyd boliglivet mere!

Mange mennesker lever i kaos. Nogle endda uden at vide det. Måske er du en af dem? Engang havde du måske meget godt styr på indretningen, men langsomt er disciplinen og stilbevidstheden trådt i baggrunden, fordi hverdagens stress og jag er trådt i forgrunden. Det sker for mange. Eller også har du ganske enkelt bare aldrig rigtig haft særligt godt styr på det der “indretning”. Men fortvivl ikke. Uanset årsagen, så sidder du nu med denne guide i hånden (eller på skærmen), som du kan gøre til dit første skridt på vejen hen mod en indretning, som løfter dig, og hvor du føler dig hjemme.

Det kan faktisk blive for pænt

Er du nogensinde trådt ind i et rum, hvor du bare har tænkt: “Her er rart at være?”. Sådan en oplevelse bør være succeskriteriet for enhver indretning af private hjem. Og dét er værd at huske, inden du river håret af dig selv i præstationsangstens vold, fordi du tror at du skal leve op til en indretning, som matcher de eksempler, du møder i magasinerne, eller som du finder på populære Instagram-profiler. For det første: Hvis du ved bare lidt om fotografi, opstilling, lyssætning og filtre, så vil du vide, at et billede sjældent stemmer overens med virkeligheden.

Det er lidt ligesom, når modeller anstrenger sig og suger maven ind, når der skydes billeder til modemagasinet. Dét er ikke et udtryk for hverdagens virkelighed. Det ville simpelthen være alt for anstrengende konstant at holde kroppen i “fotoklar stilling” så at sige. Det samme gælder boligindretning. Det må simpelthen ikke være et succeskriterie for dig, at du konstant skal have din bolig klar til, at Femina kommer forbi for at lave en reportage af dig og dit hjem. For så ender du formentlig med at opgive projektet helt – af ren og skær udmattelse. Og så er du jo røget i den anden grøft. Ja ja, du forstår nok pointen – men overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen.

Dårlig indretning dræner

Du er nu i allerhøjeste grad blevet gjort opmærksom på, at indretningen altså faktisk kan blive for pæn. Akkurat lige så vigtigt er det imidlertid at pointere, at det altså også kan blive for sjusket. For uigennemtænkt. For rodet. Og det er nok her, mange strander. De har givet op. Men har du givet op? Nej vel. Ikke længere. Nu er det tid at lægge en plan. En realistisk plan. En plan med plads til mennesker. Dig. Børnene. Hunden. Kæresten. Eller hvem der nu ellers opholder sig i dit hjem.

En plan der fungerer i praksis, når hverdagen rammer, og børnene roder, eller du lige har en ekstra travl uge, hvor støvsugningen springes over og vasketøjet bliver liggende. For det skal der også være plads til. Og det er der plads til, hvis indretningen er velfungerende: både visuelt og funktionelt. Netop det funktionelle aspekt er alt for let at negligere, hvis du primært har det visuelle udtryk for øje. Ja, det ser muligvis pænt ud, når vasketøjskurven står hengemt i skabet, men er det funktionelt? Det kan også være, at det er rigtig flot med et smalt og fikst væghængende skab med glaslåger i stuen, fordi det giver en stemning af ro og rene linjer.

Men hvis du i realiteten har brug for at opbevare mange ting i skabet, så kommer det hurtigt til at se rodet ud med glaslågernes gennemsigtighed. Og har du overhovedet plads til alle disse ting i et væghængende skab som er smalt og fikst? Og kan væggen faktisk bære “læsset”? Sådanne helt grundlæggende overvejelser er du nødt til at gøre dig, hvis du vil have det funktionelle aspekt med i indretningen af din private bolig. Og det vil du!

Stilarter i indretningen

Ind til nu er vi kommet omkring et par helt generelle – men ganske vigtige – pointer. De udgør fundamentet for at indretningen overhovedet kan fungere. Nu er det tid til at se på detaljerne, tænker du måske. Men her vil en enkelt guide aldrig være fyldestgørende. Det du har brug for er et leksikon! Og hvad er mere nærliggende end selveste Google… Der findes nemlig et utal af muligheder for at præge din indretning ned i alverdens detaljer. Så tag nu på opdagelse i Google.

På nettet. Se billeder. Bliv inspireret, men lad dig ikke forblænde af, at billederne jo gerne er opstillinger med perfekt lyssætning osv. Det afgørende er, at du får kendskab til stilarter, så du kan vælge en retning. Herefter kan du få styr på detaljerne. Skal dit hjem indrettes skandinavisk, minimalistisk eller landligt? Barokt, boheme eller gustaviansk? Vil du inddrage principper som Feng Shui, KonMari eller Vastu? Ja, der findes jo indretningsparadigmer i spandevis. Det vigtige er, at du ikke blander dem (for meget) sammen. Selvfølgelig skal du sætte dit personlige præg på indretningen og lade den der mystiske statue af en afrikansk frugtbarhedsgud stå i stuen, selvom din indretning ellers i øvrigt er skandinavisk. Hvis du kan lide den.

Hvis du efter en længere opdagelsesrejse gennem billeder og inspiration på nettet stadig følger dig i tvivl om, hvordan du skal gribe din indretning an, så kan du kontakte en privat indretningsarkitekt som KUBIK Indretning. Rådgivning fra en professionel indretningsarkitekt kan være netop det, som skubber dig “ud over kanten” og tilfører dig den ekstra inspiration, der skal til, for at din indretning kommer til at sidde lige i skabet – både funktionelt og æstetisk.

Separator image Posted in Guides.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *